En lejlighed at glo i

6. december

Sorry B har lige fået sin egen lejlighed efter otte år på gaden. Hun inviterede Hjemløs Jul indenfor i den etværelses, hun forsøger at gøre til sit nye hjem.

”Jeg tør næsten ikke.”

Sorry B sætter nøglen i døren og låser op til sin nye lejlighed midt i Aarhus. Efter otte år på gaden har hun i næsten en måned haft seng, køleskab og postkasse.

På gulvet i den lille lejlighed står to stole. Et bord har hun ikke fået endnu, så på en kuffert midt på gulvet, har hun stillet an med marcipanbrød. Radioen er tændt, så musikken giver farve til de hvide vægge.

Sorry B er 50 år. Efter otte år uden egen lejlighed, skal hun vænne sig til at bo under eget tag. Hun er kommet helt ud af vane med at sove i sin egen seng, smøre ostemadder og overholde aftaler med viceværten og sagsbehandleren.

Stadig en del af gaden
En reol står langs væggen og venter på indhold. En pose med håndklæder og sengetøj står urørt. En lyskæde og et par gamle bøger ligger øverst i en kasse, der ikke er pakket ud. Sorry B læser Steinbeck, Illustreret Videnskab og alt muligt andet. Det er en af de få ting hun gør, når hun er hjemme.

”Jeg sover godt nok i lejligheden, men når jeg vågner, så sidder jeg bare her på en stol og glor.”

De fleste dage tager hun sit vante udetøj på og går ned på Klostertorv for at hænge ud med dem, der har sovet på nattjenesten ved Kirkens Korshær. Hun får sig en cider og hører nyt fra de andre. Siden hun var 14, har hun været en del af gaden. Det var dengang hun røg ud af Læsøgade Skole og forlod barndomshjemmet, hvor forældrene altid lavede ballade.

LÆS OGSÅ: Vejen væk fra gaden

Selv om hun har fået sit eget sted, sover Sorry B tit på værestedet Reden, der er forbeholdt kvinder. Der kommer hun mange gange om ugen og får aftensmad og en seng at sove i. Redens senge er velkendte og føles mere hjemme, end den nye, uredte seng i lejligheden.

“Redens aftensmad er heller ikke lige sådan at kimse ad, og jeg kan jo ikke lave mad for fanden. Jeg har jo aldrig lært det. Jeg har kun lært at åbne en dåse på alle mulige måder.”

Sorry B
Selv om Sorry B ikke har vænnet sig til at være i lejligheden endnu, lægger hun ikke skjul på, at hun håber, at det er det sidste sted, hun skal bo.

I lejligheden har hun kogt et æg og lavet kopnudler. Ellers spiser hun madder. Lige nu har Sorry B leverpostej, rygeost og torskerogn i køleskabet.

Hjemmefølelsen kommer langsomt
Sorry B tager en tår af sin pærecider og ser rundt i lejligheden, hvor flyttekasser står spredt ud over gulvet.

”Her er fyldt med lort. Der er tusind ting, jeg skal, men jeg får det ikke gjort, når jeg er alene.”

Sofa, spisebord og knager til overtøjet vil Sorry B gerne have i lejligheden. Datteren har lovet at komme og hjælpe med at gøre lejligheden mere hjemlig, og søsteren har givet hende penge til en fladskærm.

”Jeg vil gerne lave et hjem, hvor jeg føler mig hjemme, men jeg ved godt, at det tager tid. Jeg har hørt, at det i hvert fald tre uger før man har vænnet sig til at have en lejlighed, og tre måneder før man har fået indrettet sig.”

I vindueskarmen står tre, lilla bloklys ved siden af et indrammet klassebillede af 9.c fra Laursens Realskole årgang 05/06. Hun kender ikke nogen af dem på billedet, der er et, hun har fundet på gaden. Men det pynter lidt i lejligheden, synes hun.

Det tager tid at vende sig af med gaden
Sengen står uden betræk. En sovepose ligger i en klump oven på sengen, og en lampe uden skærm lyser rummet op. Ellers er der tomt. Det er ikke fordi Sorry B ikke har dyner og sengetøj, men det behøver ikke gå så stærkt med at få det ordnet, forklarer hun.

”Jeg tager den her flytning helt i mit eget tempo. Så kan det godt være, at min sagsbehandler og alle mulige synes jeg er doven, men det er min lejlighed. Enhver burde jo kunne finde ud af at indrette sig. Jeg skal have tid til at gå og nusse lidt med det og finde de ting, jeg gider at have.”

Sorry B har fået tilbudt en lejlighed før, men den sagde hun nej til, for hun ville ikke flytte ind i en lejlighed i stueetagen i Gellerup.

Vennerne er væk
Sorry B har kun fortalt de få, der kunne finde på at besøge hende uden at skulle have noget, sin adresse.

”Det finder man ud af, når man sådan flytter ind. Der er ingen venner tilbage. Det er det sværeste ved at flytte ind her. Men jeg har stadig min datter og mine børnebørn.”

Selv om det er en omvæltning, er Sorry B jubelglad for at have fået en lejlighed. Hun synes selv, at hun er blevet for gammel til gaden. Hun har brug for at få ro på.

”Jeg har tænkt mig, at de skal have mig ud herfra med fødderne først. Nu skal jeg eddermame ikke rykkes mere rundt,” siger hun og griner.

– Sorry B er et kælenavn brugt til anonymisering. Hjemløs jul er bekendt med Sorry B’s rigtige navn.

Læs mere om genhusningen af hjemløse i Aarhus Kommune her.

[fblike style=”standard” float=”left” showfaces=”false” width=”200″ verb=”like” font=”arial”] [twitter url=”http://hjemloesjul.mediajungle.dk/en-lejlighed-at-glo-i/” style=”horizontal” float=”left”]

 

< Forsiden

24 dage • 24 historier